på arbejde

[Claire]

Claire blev overrasket, da Matthew gik ind foran hende, men hun viste det ikke. Hun vidste ikke hvad der var galt, derfor fulgte hun efter i samme tempo, og spurgte med en lav, nærmest unaturlig rolig stemme: "Hvad er der galt?" Hun betragtede hans anspændte skikkelse, og ventede på svaret. Hendes lyse hår faldt ned i hendes øjne. Hun strøg det irriteret væk.

[Matthew Darklighter]

han end ikke vendte sig om da hun snakket til ham blot svarede han hende med en rolig tone mens han opmærksomt lod blikket glide rundt "Der bliver holdt øje med Dem, jeg synes de burde vende tilbage til deres gemarkker, der vil de være mere sikker" lød hans svar. han førte hende op ad en trappe uden at sige mere.

[Claire]

Claire klemte øjnene sammen. Hun nikkede, og hun gik derefter roligt op af trappen, og fortsatte hurtigt hen af gangen. Hun skubbede den lille asketræsdør op ind til sit værelse, uden at sige noget.

[Matthew Darklighter]

han fulgte efter hende ind i værelset og tjekkede vinduerne. derefetr de værelse og andre rum i nærheden. der var ingen, han lukkede døren ogs tillede sig hen til vinduet og kiggede ned i haven hvor han så den selvsamme mand dukke frem og snige sig ind i slottet. *hvor er vagterne*tænkte han irrieterede ikke at ahn ikke kunne forsvare sig, det var bare underligt.

[Claire]

Claire satte sig i en blød stol, og kiggede op i loftet. Hun talte alle brædderne, mens hun forsøgte at slappe af. Der var 48. Hun tænkte på alle de gange, hvor hun havde ligget i sin seng og talt loftsbrædderne i forsøg på at sove. Ikke én gang havde det hjulpet. Hun rystede på hovedet af mindet. Hun studerede bogens forside. Den havde holdt i ret mange år, men nu var den også ret slidt.

[Matthew Darklighter]

Han stillede sig to meter fra døren og trak sværdet frem ”De må hellere flytte dem” sagde han med en lav stemme der næsten ikke kunne høres. Hans blik hvilede uafbrudt på døren. Han var helt rolig og klar til alt hvad der kunne ske.

[Claire]

Claire rejste sig fra stolen, og gik om bag ham i passende afstand. Hun stod med armene over kors og stirrede uafbrudt på døren. Den virkede pludselig stor og skræmmende. Hun ventede.

[Matthew Darklighter]

Hun skulle ikke vente ret længe for få sekunder efter gik den langsomt og lydløst op, en stor skikkelse dukkede op i døren, den samme som han havde set i haven bag træet. Han stod fortsat roligt og fangede mandens blik i sin, manden der overrasket så på ham trak sig ikke tilbage som Matthew havde forventet men gik ind og lukkede døren, han så ham over skulderen og så på prinsessen med et stort smil over læberne “fjern dig knægt” sagde han, stemmen lød hård og frygtløs men det skulle Matthew snart gør om på. Matthew rykkede sig ikke men rette blot på sværdet stilling som vippede truende en meter fra mandens brystkasse “er du døv” fortsatte han med den grødet stemme, Matthew blot betragtede ham roligt “så må du heller selv få mig væk” svarede han med en dristig tone.

[Claire]

Claire stod et par meter bag dem og så det hele. Hun så den fremmede mands fejltagelse; han havde undervurderet Matthew. Hun fulgte dem med øjnene.

[Matthew Darklighter]

Manden skulle til at trække sit sværd da Matthew med en hurtigt bevægelse lod en dolk glide frem og med et enkelt vrid med hånden lod han den suse gennem luften for at gennemborer hans højre hånd inden den nåede sværdet, manden vendte blikket mod Matthew med undren, han undertrykte tydeligt smerten og end ikke en lyd forlod agns læber trods dolken da hvilede i hans hånd “hvordan.. kunne.. en grønskolling” manden vidste ikke helt hvad han skulle sige og hakkede derfor hver gang han prøvede på at sige noget. Matthew end ikke sagde noget blot gjorde han et udfald nu hvor manden var i chok og gennemborede hans mave, manden kom sig over chokket og trak dolken ud af hånden med den anden hånd, han jog den hen over Matthews brystkasse men den strejfede blot tøjet. Matthews egen sværd havde fundet vej gennem mandens ribben og punkterede lungen, denne faldt sammen for fødderne af ham med et gisp og et højt skrig, Matthew trak sværdet ud af sin faldende modstander og betragtede ham roligt “hvordan kunne det ske” hvæsede manden, et lille smil krydsede Matthews læber “du havde vel ikke troet at prinsessens beskytter var en nybegynder” sagde han med morskab i stemmen.

[Claire]

Marmorgulvet blev farvet rødt. Claire rynkede på næsen, da den skarpe lugt af blod nåede hende. Den sneg sig ind gennem hendes næsebor. Mennesker kunne ikke lugte den, men hun var ikke noget menneske. Der fandtes tider, hvor hun ville ønske at hun var menneske, men hun vidste at det ikke var muligt at ændre det. Hun gjorde sit ansigt udtryksløst.

[Matthew Darklighter]

Han betragtede ham roligt og trak ham ud af værelset hans stemme rungede ned ad gangen og flere vagter og tjenestefolk dukkede op få sekunder efter, han bad nogle tjenestepiger om at gør værelset rent og vagterne trak af med den næsten døde mand. han vendte blikket mod prinsessen for at s ehvordan hun ahvde det, men som han ahvde forventet viste hendes ansigt intet.

[Claire]

Claire tøvede, og så gik hun i en stor bue uden om blodpølen og ud af værelset, så tjenestepigerne kunne gøre rent. Hun begyndte at gå mod stalden.

[Matthew Darklighter]

Matthew betragtede hende rolig og fulgte efter med sværdet endnu knuget i hånden. Han betragtede sine omgivelser med et opmærksomt udtryk i øjnene og mens han lyttede efter enhver bevægelse. Lugten af blod irriterede ham men han måtte vente til de var kommet derfor inden han begyndte at rense sit sværd. Hans vejrtrækning var rolig og blikket flakkede videre fra hjørne til hjørne.

[Claire]

Da de nåede frem til stalden, blev lugten af blod overdøvet med lugten af hest. Claire gik målrettet hen mod sin hest, Marron. Den vrinskede lykkeligt, da den så hende komme. Hun smilede og gnubbede den på dens hvide blis. Hun gav den en gulerod fra foderboksen. Den gumlede højlydt.